Kronisk Træthedssyndrom – Myalgisk Encefalomyelitis (ME)

ME er en alvorlig sygdom, som i væsentlig grad nedsætter evnen til daglige gøremål og reducerer livskvaliteten hos de ramte.

Myalgisk Encefalomyelitis (ME)

ME er en alvorlig sygdom, som i væsentlig grad nedsætter evnen til daglige gøremål og reducerer livskvaliteten hos de ramte. Det er et diagnostisk krav, at den nedsatte funktionsevne er nytilkommen og vedholdende gennem mindst 6 måneder med svær træthed – som ikke bedres af hvile – med forværring i tilstanden ved beskeden fysisk eller mental belastning og ledsaget af dårlig søvnkvalitet. De tre hovedkriterier – træthed, trætbarhed og dårlig søvn – ledsages ofte af nedsat koncentrations- og hukommelsesevne samt af svimmelhed, kvalme, hovedpine og nedsat muskelkraft i oprejst stilling, hvilket udgør de kriterier for ME. Der er endvidere mange, som lider af mavesmerter med forstoppelse eller diaré (irritabel tyktarm), og af temperatursvingninger med ledsagende sygdomsfornemmelse og muskel- og ledsmerter.

Symptomerne

Tilstanden kan have forskelligt udtryk fra lettere til svært invaliderende og ofte svinger symptomernes alvorlighed over tid. Forekomst af symptomer fra forskellige organer gør, at tilstanden må klassificeres som en somatisk, multisystem-sygdom. Der findes ingen kendte, kurerende behandlinger på nuværende tidspunkt, men symptomerne kan lindres gennem forskellige behandlingsformer.

Der foretages aktuelt en række undersøgelser af mekanismerne bag sygdommen og særligt i USA har de bevilgende myndigheder fokus på at støtte denne forskning. Vi følger udviklingen tæt og håber på at undersøgelsen af sygdomsmekanismerne fører til flere og bedre behandlingsmuligheder.

Hvordan vi hjælper

I klinikken tilbydes udredning og vurdering af symptomerne samt individuel behandling med henblik på at opnå bedring. Vi benytter os af medicinsk behandling, af forsigtig genoptræning, af diætvejledning og råd om kosttilskud samt af samtaler om, hvordan de daglige aktiviteter kan tilpasses så udtrætning undgås.

Første konsultation må forventes at vare op til 1½ time. Der kan blive tale om yderligere undersøgelser med henblik på puls- og blodtrykskontrol og efterfølgende kontrol af medicinsk behandling. Typisk vil der være behov for opfølgende besøg med 2-4 måneders mellemrum for at optimere behandlingen. Disse besøg varetages delvist af sygeplejersken og må forventes at vare ½-1 time. En del af behandlingskontrollen kan gennemføres som telefon- eller SKYPE-konsultation.