Klinik Mehlsen

Baggrund for COVID-19

Corona-pandepidemien skyldes et nyt virus, der inficerede mennesker første gang i slutningen af 2019. Der er tale om en muteret virus, som højst sandsynligt stammer fra en flagermus, men formentlig har være gennem et andet dyr (pangolin – et skældyr) før det inficerede mennesker. Der findes omkring 3.200 coronavirus, som inficerer flagermus, mens syv kan inficere mennesker, hvoraf de fire giver lette forkølelsessymptomer. Den nye virusmutation kan fremkalde Svært Akut Respiratorisk Syndrom og da det er CoronaVirus nummer 2, fik virus navnet SARS-CoV-2. Den sygdom, der skyldes SARS-CoV-2 har fået navnet Coronavirus Disease 2019 - forkortet COVID-19. 


SARS-CoV-2 består af en streng RNA som rummer koden for knapt 10.000 aminosyrer, der bl.a. indgår i opbygningen af de to dele af spike-proteinet (S1 og S2, se figur). Ændringer i RNA’ets sammensætning kaldes mutationer og kan ændre spikeproteinets sammensætning og dermed dets egenskaber. To muterede SARS-CoV-2 er aktuelle - den første fra Storbritannien og den anden fra Sydafrika. I begge tilfælde har ændringer i aminosyresammensætningen gjort dem mere smitsomme, men formentlig ikke mere sygdomsfremkaldende. Den britiske variant har en mutation, der skifter en aminosyre på plads nummer 501 i spikeproteinet, mens den Sydafrikanske variant har ændringer på yderligere tre pladser. De to varianter er blevet benævnt 501.V1 og 501.V2 men i den officielle nomenklatur hedder de henholdsvis B.1.1.7 og B.1.351

Strukturen i SARS-CoV-2

SARS-CoV-2 består af en enkelt RMA-streng omgivet af en kappe, hvori der sidder "spike"-proteiner. Spike-proteinet består af tre dele som i fællesskab sørger for kontakten til receptorer på celleover-fladen i den organisme virus skal trænge ind i. Spike-proteinet skal delvist splittes op før virusoverfladen kan smelte sammen med overfladen på den celle som den skal trænge ind i.

Hele denne proces indeholder en række stadier med kemiske processer som potentielt kunne være mål for medicinsk behandling. Mutationer i spike-proteinet kan forbedre eller forringe viruses mulighed for at trænge inde i værtsorganismens celler og mange af mutationerne gør virus uegnet til den proces, hvorfor de ikke overlever. Enkelte mutationer fremmer indtrængningen og disse virus med sådanne mutationer er derved mere smitsomme og kommer til at udkonkurrere de andre virus Den britisk og den sydafrikanske variant er eksempler på virus med bedre indtrængningsevne. 


Fra: Huang Y et al Acta Pharmacologica Sinica 2020 41: 1141-49

Infektion med SARS-CoV-2 fremkalder specifikke antistoffer og specifikke hvide blodceller (T-lymfocytter) af typen CD4+ T-celler (helper cells) og CD8+ T-celler (killer cells). Studier tyder på, at CD4+ og CD8+ cellerne er særligt vigtige under den primære infektion, mens de specifikke antistoffer yder beskyttelse mod fornyet infektion i op til 8 måneder efter infektionen. De specifikke antistoffer stammer fra andre hvide blodceller – B-lymfocytter og plasmaceller - og disse celler udgør den længerevarende immun-hukommelse. Ved SARS-CoV-19-infektion stiger antallet af antistof-producerende hukommelsesceller gradvist i de første 4 måneder efter infektionen, mens T-cellernes antal falder.


Ved vurdering af smitsomheden af SARS-CoV-2 bruges det såkaldte reproduktionstal – R0. Ved den almindelige influenza er tallet 1,1 hvilket betyder at 10 smittede personer videregiver smitten til 11 andre og at smitten derved spredes. WHO vurderer at SARS-CoV-2 har et R0 på 2,0 til 2,5 og derfor langt mere smitsom end almindelig influenza. Den engelske mutation antages at have en R0 om er 0,4 til 0,7 højere end den oprindelige virus. Når virus er så smitsom, er samfundsmæssige tiltag nødvendige for at reducere forekomsten af COVID-19. Målet er at nå et niveau, hvor det effektive reproduktionstal (Re) er mindre end 1, idet smitten derved vil være selvbegrænsende. I følge den seneste vurdering fra Imperial College i London (22.12.2020) er nedlukningen af samfundet det mest effektive middel til at nedbringe Re.


Dødeligheden ved COVID-19 bedømmes aktuelt at være omkring 1% og aldersafhængig således, at dødeligheden ved alder under 40 år er omkring 0,1% og ca. 5% ved alder over 80 år. Imperial College har beregnet at dødeligheden ved COVID-19 faldt fra 1,25% i starten af pandemien i England til 0,77% aktuelt, formentlig på grund af mere viden og dermed forbedret behandling af sygdommen. Den meget hurtige og dødelige infektion, der ses yderst sjældent hos enkelte yngre og i øvrigt raske personer, synes at hænge sammen med disse raske personers manglende evne til at producere det antiinflammatorisk stof interferon.